Velfærdssamfund, kriser og ligestilling med Nina Smith 

Bliv klogere på

Vil de kriser, vi står midt i eller overfor, føre til dårligere velfærd og sende kvinders ligestilling til tælling? Det frygter Økonomiprofessor Nina Smith. Hør hvorfor når vært Steffen Max Høgh diskuterer økonomi, ligestilling og velfærdssamfund med hende.

Hvorfor er ligestilling centralt for den økonomiske udvikling? Det taler vi om i dag med økonom Nina Smith, som har skrevet bogen ”Overskudskvinder” sammen med Anne-Mette Barfod. Bogen, der er baseret på forskning viser, hvordan kvinder kan blive en overskudsforretning – for sig selv og statskassen.

Steffen Max Høgh har hørt, at Nina Smith er bekymret og lægger ud med at spørge hende, hvordan hun ser fremtiden for velfærdssamfundet?

Økonomer er jo altid bekymrede, det skal man huske. Men det løber mig koldt ned ad ryggen hver gang jeg hører Trump sige, at vi skal bruge 5% af BNP på forsvar. For selvom det kan være nødvendigt, er det rigtig mange penge. Til sammenligning bruger vi i Danmark 1,4 % på hele folkeskoleområdet

– siger Nina Smith

Men hvad er koblingen mellem øgede udgifter på grund af kriser til ligestilling og et kollapsende velfærdssamfund, spørger Steffen Max Høgh? Nina Smith forklarer:

Hvis omsorgen i velfærdssamfundet svigter, vil det gå ud over kvinderne, for det vil være dem, der bliver hjemme og passer de ældre eller børnene i familien, hvis ikke andre gør det. Og hvis kvinderne skal tilbage og arbejde i hjemmet, vil det gå ud over hele kampen om ligestilling. Så der er meget på spil for kvinderne

– fortæller Nina Smith

Hvad skal vi gøre ved det, spørger Steffen Max Høgh?

Det som er relevant at kigge på er, hvor stor en andel af den samlede BNP, som vi bruger på velfærdssamfundet – det er det man kalder ”offentlig service” i økonomsprog.

”Og der bruger vi faktisk ikke ”mere end nogensinde”, som mange politikere ynder at ytre. De faktiske tal er, at hvor vi før har været oppe på at bruge 30% af BNP på velfærd, altså børnepasning og sundhed f.eks., så er vi nu nede på 22%”, forklarer Nina Smith og tilføjer, at resultatet af at spare så meget på vores velfærdssamfund, kan resultere i at det bliver svært at lave omsorg med kvalitet.

Til slut i episoden kommer Nina Smith også med gode råd til kvinderne i de nuværende generationer om uddannelse, juridiske kontrakter etc. Hun opfordrer desuden kvinder til at droppe ”The mental load”, lade være med at være perfekte og melde sig ind i den klub, der hedder ”nejklubben”.