Advokater og bæredygtighed – med Line Berg Madsen
Bliv klogere på
I Bæredygtig Business har vi talt om bæredygtighedsrevisorer, og i dag er turen kommet til advokaterne. Hvad er det, de kan hjælpe virksomhederne med, når det snart vælter ind med nye krav og direktiver fra EU? Det ved dagens gæst en hel masse om.
Line Berg Madsen er advokat og partner i advokatvirksomheden Kromann Reumert og har arbejdet med ESG og bæredygtighed længe. Hun er den helt rigtige til at svare på Steffens spørgsmål: Hvad skal vi egentlig bruge advokater til på ESG-området?
”I disse år kommer der rigtig meget lovgivning, der handler om bæredygtighedsspørgsmål og ESG. Advokater er i særdeleshed gode til at læse denne lovgivning, og derfor er der brug for dem og deres faglighed”, siger Line Berg Madsen.
Men meget af denne lovgivning er jo ny og ikke hugget i sten påpeger Steffen Max Høgh. Så hvad kan advokaterne egentlig hjælpe virksomhederne med på nuværende tidspunkt? En hel masse, svarer Line Berg Madsen og nævner for eksempel de ting hun og hendes kolleger hjælper med:
- At skære definitionerne ud, så man er enige om, hvad man gør og hvorfor man gør det
- Due Diligence i en ESG-kontekst: Er der nogen risiko for, at en virksomhed kommer til at påvirke noget negativt på miljø, klima, menneskerettigheder, ansættelsesforhold eller forskellige governance-forhold
- M&A – Merge and Acquisition
- At kigge på, om ledelsen, bestyrelsen og direktionen har formidlet nogle holdninger i en såkaldt code of conduct, eller politikker i det strategiske bestyrelsesarbejde.
Hvis du vil blive klogere på advokaternes rolle for virksomheder med de nye regler fra EU, er dette en god episode at lytte nøje til. Line og Steffen taler i øvrigt også om, hvordan man forholder sig til retssager ”på de helt store klinger”, såsom stater og lande der bliver sagsøgt på f.eks. naturens vegne. Lyt med til episoden her.