AI og ESG
Bliv klogere på
AI kan lynhurtigt generere CSRD-rapportering eller dobbelt væsentlighedsanalyse. Er det godt eller skidt? Lyt med når Steffen Max Høgh og Holger Enevoldsen diskuterer fordele og ulemper ved AI i ESG-arbejdet.
Holger Enevoldsen er seniorkonsulent i SustainBusiness, konsulentvirksomheden, som Steffen Max Høgh har grundlagt sammen med Jens Vogel. I denne episode af Bæredygtig Business taler Steffen og Holger Enevoldsen om at benytte AI til ESG-rapportering, og om både fordele og ulemper ved at benytte AI.
Holger Enevoldsen har været med til at udvikle SustainBusiness’ egen kunstig intelligens-model kaldet ”Allasia”. Modellen bliver brugt som ”greenwashing detektor”, altså til at identificere vildledende markedsføring. Den er trænet med udgangspunkt i konkrete eksempler fra Forbrugerombudsmandens anbefalinger for miljømarkedsføring.
Allasia analyserer virksomheders kommunikation baseret på offentlig tilgængelig data og markerer formuleringer, der kan være vildledende eller svære at dokumentere. Med afsæt i modellen udgav SustainBusiness for nyligt denne rapport inden for møbelbranchen.
I episoden taler Steffen Max Høgh og Holger Enevoldsen om at benytte AI til ESG-rapportering:
AI kan en masse gode ting, men der er også en bagside af medaljen. F.eks. bruger AI enorme mængder energi, hvilket er skidt for CO2-udledning. Lige nu er et repræsentativt udsnit af medarbejderne bedre til at udføre dobbelt væsentlighedsvurdering end AI er
– Fortæller Holger Enevoldsen
Men fokuserer vi på alt det gode, som AI trods alt kan, så kan det bl.a. læse systematiseret ESG-data og hurtigt danne sig et overblik over en virksomheds CSRD-rapportering, som er baseret på 1144 datapunkter
– Fortsætter han
Men kan det ikke bare ende med, at virksomhederne får en masse flot rapportering skabt af AI, som ikke forankres i organisationen eller driver reelle forandringer? spørger Steffen Max Høgh.
Der har altid været generisk dokumentation, som ligner hinanden, men man skal selvfølgelig bruge AI på den rigtige måde. For eksempel kan man bruge AI til at brainstorme med en virksomhed på en dobbelt væsentlighedsanalyse. Her kan AI være et supplement og give et objektivt syn på virksomhedens påvirkninger på E, S og G. At benytte AI kan faktisk være et reality check på at se, hvad virksomhedens egentlige påvirkning er
– Slutter Holger Enevoldsen
Til slut kommer vi forbi emnet ”Anti-ESG”, og vi taler om hvad det er, og hvordan danske virksomheder skal navigere rundt i de Anti-ESG-vinde, der blæser i øjeblikket. Som eksempel taler vi om DEI, Diversity, Equity and Inclusion, som er under pres, ikke mindst på grund af en amerikansk præsident, og flere danske virksomheder har måttet ændre deres politik på området, hvis de fortsat vil handle med USA.