Frode Laursen og grøn transport
Bliv klogere på
Transport- og logistiksektoren får en del skæld ud, fordi den belaster klimaet meget. Men hvad kan være løsningen på det? Lyt med når Thomas Corneliussen, administrerende direktør i Frode Laursen, er på besøg i studiet til en snak om grøn transport, el-lastbiler, infrastruktur, HVO-diesel og meget mere.
Logistikvirksomheden Frode Laursen har knap 1.700 medarbejdere, 1.750 trailere og råder over 630.000 kvadratmeter lagerplads. Virksomheden opererer i to vertikaler eller værdikæder, nemlig byggematerialer og dagligvarer og tager sig af al logistik fra varerne går fra producenten flere steder i Syd- og Østeuropa til Frode Laursens logistikcentre i Nordtyskland, Sverige, Finland og Danmark.
Der bliver med andre ord kørt rigtig mange kilometer, så det naturlige er at spørge Thomas Corneliussen, hvad gør man, når en virksomhed som Frode Laursen skal omstille sig og udlede mindre?
Der er ingen tvivl om, at den tunge vejgodsstransport er en af de helt store udledere af CO2, og vi føler et stort ansvar for at være med til at gøre noget ved det. Vi bliver ramt af en betydelig vejskat i Danmark, og andre lande omkring os har tilsvarende tiltag. Så det står rigtig højt på vores agenda og har gjort det de sidste 3-5 år”, fortæller Thomas Corneliussen.
Så hvad gør Frode Laursen – og hvad kan de gøre? Virksomheden benytter det, de selv kalder overgangsteknologier, for eksempel HVO-diesel, der er fremstillet af husholdningsaffald og forskellige typer af biogas. Det reducerer ikke 100%, men typisk mellem 80 og 90%, når de anvender det på lastbilerne.
Men kunne den store udledning i transportbranchen ikke løses ved at bruge el-lastbiler, spørger Steffen Max Høgh? Thomas Corneliussen deler ikke helt den ”hype”, der er omkring el. Han er helt overbevist om, at el- og el-lastbiler kommer til at spille en rolle, men prisen (en el-lastbil koster tre gange så meget som en diesel-lastbil) og hele infrastrukturdelen, er en stor udfordring:
Jeg kalder det “logistik with a twist”, i den forstand, at man virkelig skal til at tænke på nye måder, for at kunne løse det med logistikken. Hvis en el-lastbil kun kan køre 350 km på en opladning, mens en diesellastbil kan køre 3000 km og man kun skal bruge 5 minutter på at tanke den, skal hele styringen og logistikken tænkes fuldstændig anderledes, hvis man skal have produktiviteten op”, siger Thomas Corneliussen.
Hvor tror han branchen er om fem år? Thomas Corneliussen er ikke i tvivl om, el-lastbiler fylder mere, end det gør i dag, men han er lidt mindre optimistisk, når det handler om i hvor stor skala, det med el-lastbiler er udrullet.
”Jeg synes, der mangler en forløsning på omkostninger, på infrastruktur og på det med at håndtere det i større skala. Men hvis det bliver tilstrækkeligt dyrt at køre på diesel og de konventionelle løsninger, så kommer incitamentet jo til at skifte, afslutter han.